”Hallo? Er der nogen?” Hendes stemme lød underligt sårbar i mørket. Tynd. Klangløs. Hun kunne ikke se nogen, og ingen svarede. Hun gik et par skridt baglæns, indtil hun så for sig, hvordan skyggen kunne være kommet rundt om hende, så hun gik lige i armene på den. Der var ikke langt at gå nu, og hvis nogen ville hende ondt, inden hun nåede hjem så … Bevægede den gren sig lige? Hun knyttede hænderne. Vrede. Man skulle kanalisere sin angst ud i vrede, møde sin modstander i et arrigt angreb, ikke et skræmt forsvar. Hun drejede langsomt rundt om sig selv. Ingen retning føltes sikker. Hvor skulle hun vende ryggen til?