dogmer. Både i hans eget islamiske miljø og i det kristne Europa blev hans filosofi genstand for fordømmelser i religionens navn. Selv mente han dog, at enhver filosof har pligt til at tilslutte sig den bedste religion på markedet. Alle religioner giver struktur til samfundet. Og de har plads til filosofi for de få mennesker, der har talent for den slags.

Claus A. Andersen vender det gængse syn på Ibn Rushd på hovedet. I dag er det ikke hans benægtelse af den individuelle sjæls udødelighed eller hans tilbagevisning af ideen om, at Gud har skabt verden på et bestemt tidspunkt, der fremstår som specielt provokerende, men derimod hans udpræget elitære syn på filosofien.

Bogen trækker tråde til andre islamiske tænkere og til den europæiske filosofis historie – samt til Salman Rushdie, der har dét navn, fordi hans far beundrede Ibn Rushd. Hvad mon Ibn Rushd ville sige til sagen om Salman Rushdie og ytringsfrihedsdebatten?