afspores, når der sænker sig et dybt mørke omkring én. Familien blev suget ind i et spind af løgne, fortielser, nedværdigelser og skam. Den psykiske terror er som en dryppende gift, der ætser sig ind under huden og opløser personligheden indefra. Familielivet blev så kompliceret og destruktivt, at vi som pårørende blev alvorligt syge. Vi levede et dobbeltliv, det hjemlige og det uden for hjemmet. Vi tabte os selv, for der var ingen hjælp at få. Efter et endeligt brud med misbrugeren lykkedes det at overleve og finde os selv som hele personer. Den eksistentielle rejse og helingsproces var en lang og svær vej. Jeg håber, læseren får et realistisk indblik i, hvad det vil sige at leve med en misbruger, men også oplever følelsen af håb, fordi det er muligt at rejse sig, selv efter en livsrystelse.”   Sådan skriver pseudonymet Ane Sofie Juncher om sit liv med en stofmisbrugende ægtemand og far til to piger. I årevis levede han som praktiserende læge med sit hemmelige liv med den lette adgang til stoffer.   Forfatteren efterlyser, at politikerne vil have vilje til at skabe de nødvendige betingelser for at bryde samfundets massive tabu om stofmisbrug gennem en folkelig debat, forebyggelsesprogrammer og forskning og nationale behandlingsstrategier. Derudover er det tænkt, at bogen vil indgå som en større forståelsesramme til personale indenfor det sundheds- og socialfaglige område.