Fanden tage i morgenSex, køn og kærlighed under besættelsenaf Thomas Oldrup

Sex og kærlighed under besættelsen

Med bogen »Fanden tage i morgen« tager historikeren Thomas Oldrup fat i det glemte emne om sex og kærlighed under besættelsen. Her er emner som utugtige blade, analsex, onani og meget andet saftigt beskrevet. Vil man vide, hvad der foregik under dynen 1940 til 1945 er Thomas Oldrups bog instruktiv, men ikke den endelige bog om lidenskaber i krigens skygge. [Kort uddrag]

Seksuel undtagelsestilstand under Besættelsen

Den seksuelle frihedskamp 1940-1945 har fået sit eget værk i besættelsestidslitteraturen. [Kort uddrag]

Der var ikke tid til det ligegyldige

Jeg kan udmærket følge historikeren Thomas Oldrup, når han i forordet undrer sig over, »hvorfor sex, når det nu fylder så meget i vores hoveder og har gjort det til alle tider, fylder så lidt i historiebøgerne«. Det råder han på udmærket og underholdende vis bod på i Fanden tage i morgen , som bygger på statistikker, erindringer, lægebøger og samtidsdebat og så en dagbog, som er så erotisk åbenhjertig, at forfatteren, der ellers fremstår som frisindet selv, er pikeret og holder dagbogens ophavsmands navn skjult. »Henrik« kaldes han. Dagbogen blev fundet på et loppemarked og indeholder blandt andet talpar som disse: 1-0, 2-2, 1-3 jævnt fordelt. Gæt, hvad de betyder. Slående er, hvor langt datidens seksualmoral lå fra vores. Om hvor tit ægtefæller går i seng sammen, skriver lægen Henry Olsen i Den unge kvindes kønsliv fra 1943: Hvis manden ikke presser på, sker det »... én til to gange om måneden, som de fleste kvinder anser for en passende norm. Jeg kender dog harmoniske ægteskaber (hvor) samlejet indskrænker sig til et par gange om året«. Idealkvinden skulle undgå yderpunkterne frigiditet og nymfomani, for begge dele truede samfundets grundpille, ægteskabet. Det første ville få manden til at søge andre kvinder, det andet ville få den »hyperseksuelle« kvinde til at søge andre mænd. Manden var den aktive, og han skulle vække kvindens seksualitet, men ikke for meget. Dét handlede tidens sex-selvhjælpsbøger om – hvordan et godt sexliv sikrer mod fristelser udefra. En af de mest populære var den hollandske læge Van de Veldes Det fuldkomne ægteskab , hvis forslag til samlejestillinger blandt andre en efterhånden radbrækket Tove Ditlevsen brugte i et forsøg på at redde sit andet ægteskab. Som pigerne skrev i hinandens poesibøger: »Elsk din mand og stop hans pibe/så skal du aldrig komme i knibe.« Om pibestopningen har en symbolsk mening, nævner forfatteren dog ikke. Kvinden skulle, selv om kun få levede op til det, helst gå uberørt ind i ægteskabet, hun måtte ikke være et »forsuttet bolsje«, derfor blev graviditet uden for ægteskabet dømt så hårdt. Og mens det blev anset for naturligt, at manden var erfaren, og at den udsendte og fraværende ægtemand søgte udløsning andetsteds, blev den aktive og utro kvinde fordømt. Også i det ikke-krigsførende Danmark, hvor man har beregnet, at omkring en kvart million mænd til stadighed var borte fra hjemmet i længere tid – som fremmedarbejdere i Tyskland og arbejdere på de mange tyske anlægsarbejder. Samtidig begyndte kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet, hvor de i øvrigt som en selvfølge blev udsat for sexchikane! Det hørte med til spillets regler, det tog »man« ikke så tungt. At ovenstående normer under Besættelsen kom under stærkt pres, gik man stille med efterfølgende. Således var erindringsbindene helt tavse, hvilket var meget naturligt, for det var jo ikke lige modstandsfolkenes sexliv, eftertiden ville høre om. Men det er synd. For, som Oldrup skriver, »det gjorde jo ikke modstandsbevægelsens indsats mindre relevant«. Først senere åbnedes der op for den side af Besættelsen – at presset udefra øgede libidoen. Modstandskvinden Hedda Lund skrev i sine erindringer fra 2002, Revolution er ikke noget theselskab : »Der var ikke tid til det ligegyldige. Vi opdagede, at kærlighed var noget ganske andet end det, vores forældre havde fortalt os om. Noget der krævede at blive levet ud her og nu. Og at myten om den eneste ene måske ikke var så sand endda.« Det gjaldt ikke kun modstandsfolkene, men mere eller mindre hele befolkningen, og der er mange forklaringer: mørklægning, mangel på underholdning og udgangsforbuddet, der tvang folk til at overnatte hos hinanden. Fødselstallet steg voldsomt, fra 68.000 i 1939 til 95.000 i 1945. Det kunne skyldes, at præventionen langtfra var effektiv, kondomer blev hurtigt en mangelvare og var i øvrigt af så dårlig kvalitet, at de ofte gik i stykker. Og det, man også dengang kaldte »at stå af i Roskilde«, duede, trods udbredt brug, ikke. Derfor lurede angsten for graviditet også hele tiden. Cirka halvdelen af alle graviditeter var uønskede, har undersøgelser vist. Men det afholdt ikke folk, lige så lidt som det stigende antal kønssygdomme og den dårlige hygiejne på grund af manglen på varmt vand og åbne badeanstalter gjorde det. For krig og sex hører sammen, »wartime afrodisiac« kalder englænderne det. Oldrup oversætter det til »krigstidsviagra« og citerer Rifbjerg: »Krig er mere sexet end fred, har man fundet ud af, for fred betyder kedsomhed, mens krig er spændende, uforudsigelig, liderlig og tit ender med et ordentligt knald.« Og Kim Malthe-Bruun, som tyskerne henrettede, skrev inden sin arrestation om, at »der eksisterer ikke en tid, jeg hellere ville leve i, end den, vi nu vælter os frem igennem«. Livsintensiteten var stor. Nu var Danmark ganske vist et »smørhul« i det krigshærgede Europa, kaldet »Flødeskumsfronten« af tyskerne, men alligevel var tiden usikker og spændingsfyldt nok til at vække libidoen. Også hos tyskerne, som indledte forhold til cirka 50.000 danske kvinder, hvad der officielt kom 5.500 børn ud af, og sikkert mange flere. Et procentvist stort tal i forhold til andre besatte lande. Behandlingen af »tyskertøsene« og »feltmadrasserne« og deres børn er et dystert kapitel. Lægelige undersøgelser af pigerne dømte dem som halvbegavede, materielt grådige og seksuelt aggressive og andet negativt. Eventuel forelskelse indgik ikke i bedømmelserne, selv om en del forklarede, at tyskerne opførte sig bedre end danske mænd og var gode i sengen. I befrielsesdagene blev pigerne udsat for grov behandling, der kom blandt andet hæfter i omløb med fotos af afklædte tyskertøse. Den friere moral alarmerede offentligheden, og det skortede ikke på advarsler om civilisationens kommende undergang, for eksempel i debattøren Kate Flerons bog Afsporet ungdom fra 1942. Selv ovennævnte dagbogsskriver »Henrik« måtte bøje sig for tidens moral, hans Else ville ikke gå med til fuldbyrdet samleje, før de blev gift. Men guderne skal vide, at de gennem de to års venten udnyttede tiden: »Else her, meget kærlig. Fire orgasmer til hende, to til mig. Hun fik sæd på, betyder nok ikke noget, men sagde, hun ku stole på mig, hvis der var noget.« Altså at de giftede sig, hvis hun blev gravid. Normalt nedskrev han antallet af indbyrdes orgasmer. 2-4 i dette tilfælde. Henrik er en glimrende påmindelse om, hvordan tidens moral trænger ind overalt, men også om, hvorledes man omgår den. Ligesom bogen her minder os om, at der seksuelt set altid er noget at tage anstød af, det er kun hvad, der skifter. [Kort referat]