hverdagen for Joan, og langsomt forsvandt vennekredsen. Joan følte sig alene, men hun kæmpede utrætteligt videre i sin tro på, at hvis hun var god mod Bent, så ville han ændre sig. Det blev hun ved med at tro i mange år, selv om Bents psykiske terror blev værre og værre.
Joan vidste, at hvis hun brød ud af ægteskabet, så var hun nødsaget til at leve under jorden med sin datter på evig flugt fra sin mand. Så hellere blive og forsøge at få et umuligt ægteskab til at fungere.
Men den dag Bent truede med at dræbe deres datter, fik Joan nok.