Farlige film 1Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylanaf Lars Movin
Film kan være mange ting: rørende, underholdende, sjove, informative, eksperimenterende, udfordrende eller afslørende. Men de kan også være foruroligende, ja, måske ligefrem subversive. Og i de tilfælde, hvor instruktørerne virkelig tager de levende billeder alvorligt som en kunstform, kan filmene endda vise sig at være direkte farlige for de involverede, hvad enten de så er ansvarlige for de visioner, der lægges frem, eller blot medvirkende.
Dét er udgangspunktet for den serie af bøger – Farlige film – som indledes med nærværende bind om film med relation til Fluxus, Yoko Ono og Bob Dylan.
Med udgangspunkt i sin tilknytning til Fluxus-gruppen skabte Yoko Ono i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne – alene eller sammen med John Lennon – en række konceptuelle og poetiske film, hvor tanken var, at det enkelte værk først blev fuldt realiseret i mødet med modtagerens bevidsthed. Nogle af filmene blev af samtiden betragtet som provokerende. Men i et enkelt tilfælde, Rape fra 1969, viste mediets kræfter sig at være så stærke, at de var tæt på at tage magten fra instruktørparret.
De film, som Bob Dylan har været involveret i siden midten af 60’erne, er umiddelbart mindre kontroversielle, men i poetens filmiske hovedværk – den fire timer lange Renaldo and Clara (1978) – var den personlige investering så hudløs, at ophavsmanden måtte sande, at filmkunsten rent faktisk kan være farlig at danse med.
