de sammen ville arbejde for en halvering af ulandenes massive fattigdom frem mod år 2015 og samtidig tilstræbe opfyldelse af en række nærmere beskrevne sociale mål. I denne bog vurderes chancerne for virkeliggørelsen af disse mål.

Det er et grundsynspunkt i bogen for det første, at erfaringerne har vist, at effektiv fattigdomsbekæmpelse forudsætter accelerering af den økonomiske vækst i ulandene; for det andet at det er nødvendigt at satse på udviklingsstrategier, som sikrer effektiv inddragelse af de dårligt stillede befolkningsgrupper i ulandene. Hvorvidt disse to grundlæggende forudsætninger vil blive opfyldte, afhænger af en række forhold, som behandles i bogen.

Bogen redegør for, hvilke af landene i det, som i bogen benævnes det internationale klassesamfund, der kan klassificeres som ulande og hvilke som ilande. Den gennemgår og vurderer erfaringerne med den såkaldte verdensøkonomiske udvikling, forholdet mellem i- og ulande og med udviklingsprocessen i ulandene siden FN's tilblivelse efter 2. Verdenskrig og frem til år 2000.

Forfatteren fremsætter mange stærkt kritiske kommentarer til aktuelle økonomiske problemstillinger i forholdet mellem i- og ulande. Specielt erfaringerne med det internationale udviklingssamarbejde diskuteres indgående i bogens længste kapitel.

I dag udgør den rige verdens udviklingsbistand til den fattige verden kun, hvad der svarer til godt en tiendedel af Nato-landenes samlede militærudgifter, som nu igen vokser, mens størrelsen af udviklingsbistanden stadig falder. Desværre er det lave bistandsniveau ikke blevet opvejet af en effektiv bistand. Tværtimod. De rige lande har forfulgt sagen uvedkommende hensyn, først og fremmest kold krigs-strategiske og snævert kommercielle interesser. Det første gjaldt for de store lande, det andet også for små donorlande. Eksempelvis er det meste af den leverancebundne danske bistand bundet til danske firmaer, ofte firmaer i nødlidende brancher, og det var og er meget uhensigtsmæssig set fra et udviklingssynspunkt. Et andet problemfelt, som behandles i bogen er korruptionen i ulandene, den lille og den store korruption. Hvad den sidste angår, bestikkelse i stor skala af ulandenes toppolitikere, fremhæver forfatteren, at det kun har været muligt ved aktiv medvirken fra vestlige firmaer, banker og endog regeringer. Der advares mod for meget hykleri omkring korruptionen i ulandene. Fænomenet er desværre også et stort problem i mange ilande, inklusive EU lande. Forfatteren kommer med en række forslag til forbedringer af det internationale udviklingssamarbejde. Bl.a. fastslås det, at det kunne være en god ide at tilbyde enkelte erfarne og kompetente politikere, f.eks. tidligere ministre ambassadørposter i vore samarbejdslande. Det påpeges, at det nye spøgelse, terrorismen, truer med at bringe os tilbage til kold krigs atmosfæren, til stor skade også for ulandene og for udsigterne til en meget tiltrængt styrkelse af det internationale udviklingssamarbejde

I bogens næstsidste kapitel redegøres for resultaterne af en analyse udført for den britiske regering af Institute for Overseas Development i London, og som søger at afdække, under hvilke betingelser de ovenfor omtalte internationale udviklingsmål frem mod år 2015 vil kunne helt eller delvist opfyldes.

Der sluttes med et kapitel, som handler om udsigterne for en ny økonomisk verdens(u)orden. Det drejer sig især om styring af den internationale økonomiske udvikling. Denne er efterhånden blevet overtaget af nogle få store magtfulde landes ledere, den såkaldte G7(8) gruppe. De repræsenterer kun godt 15 procent af verdens befolkning.. Heroverfor stilles behovet f