Faster Hildas testamenteaf Jeanne Goldschmidt

Juryen skriver: 

”Jeg var taget af sted for at længes”. Sådan indleder Jeanne Goldschmidt sin debutroman. Stemmen tilhører maleren og kunstkritikeren Ernst Goldschmidt, forfatterens egen farfar. Men man skal ikke tage fejl, for selvom der måske bliver slået et længselsmotiv an, er ”Faster Hildas Testamente” ikke noget forsøg på at give en farfar et eftermæle støbt i bronze. Det er snarere en nysgerrig undersøgelse af et menneske, en revitalisering af den historiske person på fiktionens præmisser. Forfatteren formår at lade en mand træde frem af fortællingens konturer, en mand, som er præget af ambivalens i forhold til sine egne livsvalg. ”Kan De være i tvivl?” bliver Goldschmidt spurgt. Og han svarer: ”Jeg er i tvivl om alting, altid. Det er derfor, jeg går med stok.” Citatet kendetegner ikke bare hovedpersonen, men også romanen selv – det bliver udtryk for et poetologisk livssyn: Forfatteren tager nok stilling til sin hovedkarakter, men hun dømmer ham ikke. Hun lader tvivlen komme ham – og også læseren – til gode. 

Goldschmidt er altid en lille smule verliebt i sine kvinder – og der er mange af dem. Men mens de fleste kommer og går, og efterlader brudstykker af en familie, så bliver kvinden, der lægger navn til romanen, til det sidste. Hende kan Goldschmidt altid læne sig op ad. Det følsomt tegnede omrids af et dybt og intimt venskab mellem kunstnersjælen Goldschmidt og kvinden, som altid følges af en forunderlig duft af citron, den trofaste og livskloge Hilda, er en af bogens helt store styrker. Det er en roman, der trækker de store linjer op. Som bevæger sig mellem to verdenskrige og spejler de strømninger, der ligger i tiden. Den er skrevet med antydningens kunst om sammenbrud og nybrud og om at efterlade sig spor, mens tiden ruller videre som et jernbanetog drevet af damp.

Faster Hildas testamente er en roman om Jeanne Goldschmidts fjerne jødiske bedstefar, som hun har fundet ham i malerier, arkiver, breve og notitser.