»Jeg har ofte været irriteret og somme tider endda forarget over den måde vi i vor kultur forholder os til teenagere på, nemlig som nogle specielt problemskabende børn og unge, hvis sagesløse forældre må søge tilflugt i kældrene mens krigen raser.

Forældre kan ikke gøre deres børn voksne. Det må de selv finde ud af. Som regel gør de det på et tidspunkt og på en måde, som berører os dybt - følelsesmæssigt, holdningsmæssigt eller eksistentielt. De ryster os på et tidspunkt, hvor mange af os trænger til at blive rystet for at finde nye måder at forholde os til resten af livet på.

I mellemtiden er der tydeligvis et behov blandt forældre til teenagere for at finde en ny rolle. En rolle som hverken er eller ligner opdragelse men hvor forældrene kan få afløb for deres omsorg og ansvarlighed. Jeg har kaldt den for rollen som sparringspartner og med lidt øvelse har den vist sig at være et endog meget konstruktivt alternativ ti både magtkamp og resignation.«