tilbage med tungen. I ottende klasse stak jeg af fra en sodavandsklassefest i et forsamlingshus sammen med to veninder for at tage bussen til en privatfest lidt uden for byen. Det var kort tid efter, lægen havde stillet min diagnose, og jeg ved ikke, om jeg var taget med, hvis det ikke havde været for den. Jeg havde en klar fornemmelse af, at der snart var nødt til at ske noget vildt. Det var, som om angstanfaldene kaldte på et oprør, og jeg sagde ja med en følelse af, at nu var jeg ustoppelig.”