Gulvet rumlede og vibrerede under ham. Det føltes mega ubehageligt. Nick vidste ikke rigtig, hvad den rumlen og hvad vibrationerne betød. Han vidste heller ikke, hvad klokken var, for de havde taget hans ur fra ham. Den enlige pære i loftet var Nick dødtræt af.    Som i et mareridt mærkede Nick så, at hele cellen nærmest bevægede sig. For Nick føltes det som et jordskælv. Der var masser af ekkoer efter stenskred, og hvad der lød som løse sten, der tumlede ned af skrænter. Ih du milde! Og det skulle have været ferie. Nick gik hen til det lille hvide Mithra alter. Det stod skævt. Nick skubbede lidt til det, og så faldt det næsten bagover. Nick havde svært ved at se i det sparsomme lys. Han så ned under alteret og fik øje på en smal trappe, der førte nedad. Det forekom Nick at være en god ide at gå ned ad den trappe, måske for at komme i sikkerhed. Så Nick tog tæppet omkring sig og gik ned ad sten trinene. En meter nede nåede Nick til den værste stank, han nogensinde havde været udsat for.