var engang i Danmark, langt ude på landet… --- Prædikanten nærmede sig flokken. Han var sort næsten fra top til tå. Sorte, lange støvler, sort, knælang frakke, sort fuldskæg og sort hat. Med værdige skridt, som det sømmer sig for den, der er ude i et stort ærinde, skred denne Indre Missions omvandrende stridsmand op til flokken. ”Godaw, og Guds fred”, sagde han med gravdyster og rungende stemme. Tim følte en sær kulde i brystet. Karl trak vejret hurtigere, kunne han høre. Der var uhygge om manden. Solens stråler varmede ikke mere. ”I er alle fortabte,” begyndte han. Ordene kom lavmælt, men trængte klart igennem til den duknakkede skare i kartoffelmarken. Så tog Prædikanten fat for alvor og åbnede for sin veltalenheds sluser. Det blodrøde gab i alt det sorte udspyede den ene forbandelse efter den anden over de arme syndere, som ikke tænkte på deres sjæls frelse, men vandre