Panikken greb om sig, og fraværet af kyndig ledelse gav løjtnant Martin Linge en følelse af at stå helt alene. Det var sandsynligvis den følelse, som alle soldaterne i området kæmpede med. Den bed sig ind i knoglemarven som en forkølelse, fordi alt manglede retning. Det gik op for ham, at han nu skulle dø, og det gjorde sandsynligvis ingen forskel for resultatet, om han gjorde det ene eller det andet. Han var ikke bange for døden, men han var bange for at dø uden at have bidt fra sig. At dø, før han havde haft chancen for at gøre noget af betydning. Bange for at dø uden et glimt af håb, med den viden, at Norge var tabt, og at alt var nytteløst. Junkers 52-flyene fløj på kryds og tværs hen over Dombås’ himmel, nogle gange så lavt, at man kunne mærke, at de fik træerne til at svaje. Flyene spyede utallige tyske faldskærmstropper ud af deres maver. Tåge, regn og skumring gjorde det næsten umuligt at pløkke dem ned fra himlen.