Projektet er baseret på et fast regelsæt: en fast afstand, et fast udgangspunkt, ingen justeringer. Kunstnerens rolle begrænses til at definere rammerne – tyngdekraften, materialet og bevægelsen skaber selve værket. 

Formens Flugt står i dialog med konkretkunstnere som Max Bill og Josef Albers, men bringer deres systematiske æstetik ind i en postkonceptuel, performativ kontekst, hvor kontrol og kontroltab sameksisterer. Projektet trækker også tråde til kunstnere som Sol LeWitt, John Cage, Vera Molnár og Hans Haacke – hvor systemer, tilfældighed og form forhandles gennem gentagelse og proces. 

Værket udmønter sig i en visuel publikation, hvor hver side gengiver en ny iteration – en ny afvigelse. Formens Flugt handler ikke om at finde formen, men om at lade den opstå under betingelser, hvor systemet er klart, og udfaldet er åbent.