”Då sprang op på en stor væltet sten, smed koften og stod nu nøgen foran dem alle, hævede armstumpen og råbte mod himlen: ”Mørke måne, enten så gror du mig en ny arm, eller også forsvinder du. Dit valg, men du skal beslutte dig nu – lige nu – bliver det til noget! – sidste chance,” og minsandten om ikke den mørke måne, langsomt gled væk fra solen igen. Då kikkede på armstumpen, vrikkede et par gange med den, og sagde så højt: ”Åååhh, man kan da heller ikke regne med noget. Jeg havde sådan håbet, at der ville gro en ny arm og så ser det i stedet ud til, at Ulv er ved at gro et nyt ben.” Jeg skyndte mig at dække mit skød og så brød latteren løs.”