samfund og udstødt og mellem flod og bred. Samtidig er det skildringen af en række menneskeskæbner, som må tilpasse sig den stadige strøm af samfundsomvæltninger, der breder sig som ringe i vandet.

I floden bor vandånderne, og hvis du lader en vandånd trække dig ned ved benene, bliver du selv en vandånd, og din krop bliver dækket  af alger og mos. Det iskolde flodvand har en stemme, og Dongliang kan høre den; kom ned, kom ned, siger den.

"Det var en anden stemme, jeg ønskede at høre, så jeg rettede og omorganiserede dåserne, satte tre på række, bandt fem i et bundt og fordelte dem på begge sider af prammen og lod dåserne fyldes med flodens stemme. Og når dåserne fyldtes, flød stemmerne over, jeg hørte dem mumle nede i vandet. Når jeg løb over mod bagbord, kunne jeg høre vandet i dåserne sige Kom ind, kom ind, kom ind. Det var nyt. Men hvad betød kom ind? Hvem var det, der skulle komme ind? Bad floden mig om at kravle ind i konservesdåserne? Jeg kunne ikke tro, at det var flodens stemme, så jeg løb over til styrbord, og der hørte jeg de fem bundtede konservesdåser tale med en dyb og truende stemme fra floden. Kom ned, kom ned, kom ned."
– Uddrag fra ‘Flodbred’