Abdul var rystet over det, han så. Det var ubegribeligt, hvorledes en by kunne forvandles til en rygende ruinhob og et menneskeligt helvede på så kort tid. For knap to uger siden, hvor granatnedslaget ramte hans advokatkontor, havde i hvert fald hans egen bydel været intakt, nu så hele byen ud til at være krigsskueplads. En ubestemmelig fed og kvalm stank lå over byen, døde flød i gaderne, fortvivlede mennesker gravede i ruinerne og ledte efter familiemedlemmer, byen genlød af gråd og jammer fra fortvivlede kvinder, der holdt deres lemlæstede og dræbte børn i armene, forbandelser blev skreget til himlen, med jævne mellemrum lød der skudsalver og bombardementet af byens vestlige del hørtes som en stadig mere fortættet torden, himlen osede til af røg og aske, og skønt det var midt på dagen, trængte solens stråler ikke mere igennem, end de normalt gjorde i skumringstimen.