mens mere end 6 millioner er søgt over grænsen til EU med Polen som det land, der huser flest ukrainere, nemlig mere end 2,5 millioner. Et enigt EU har reageret ved at aktivere reglerne om midlertidig opholdstilladelse og Danmark har, trods sit retsforbehold, vedtaget en særlov, som flugter med EUs regelsæt. Alle ukrainere er velkomne, de europæiske befolkninger bakker op – ja, nogle henter selv flygtninge i Polen og bringer dem til Danmark og andre medlemslande. Den midlertidige opholdstilladelse betyder, at selve asylbehandlingen udsættes i 2 år og i den periode har de ukrainske flygtninge adgang til arbejdsmarkedet, skole- og uddannelsessystemet, boliger, sociale ydelser mv. Denne positive modtagelse – fra politikere såvel som befolkningerne i Europa – udstiller i mange henseender, hvad der skete i 2015-2016, da de syriske flygtninge strømmede ud af Syrien for at komme væk fra de russiske bomber og Bashar Al Assads forfølgelse. På trods af Angela Merkels appel om sammenhold og solidaritet i forhold til at hjælpe flygtningene, så faldt fællesskabet sammen. Europas lande gik så at sige hver til sit og bestræbte sig på at beskytte sig selv mod flygtningestrømmene – i stedet for at følge Flygtningekonventionen og sikre beskyttelse til de forfulgte. Det, man kunne blive enige om i EU, var at etablere en aftale med Tyrkiet om, mod betaling, at hindre flygtningene i at komme til EU via Grækenland. Den såkaldte Balkanrute skulle lukkes ned. På samme måde søgte EU at få libyske myndigheder til at hindre trafikken over Middelhavet ved øget kontrol og patruljering. Uanset at disse restriktive tiltag har haft effekt, så er flygtningestrømmen til Grækenland ikke standset, og ”tyrkietaftalens” bestemmelser om at returnere flygtninge fra Grækenland tilbage til Tyrkiet fungerer kun delvist. Vi mødte ikke de syriske flygtninge, som vi i dag møder de ukrainske flygtninge. Det kunne vi have gjort, men frygten overmandede vores humanitære værdier. Denne bog beskæftiger sig med resultatet af vores handlinger. Tusindvis af flygtninge er fanget i Grækenland – på øerne og på fastlandet. Og Grækenland er ”fanget” af EUs usolidariske Dublin-regler, der bestemmer, at det første EU-land en flygtning betræder, har ansvar for den pågældende. Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller har mødt – og talt med – flygtningene i de græske lejre, lyttet til den udsigtsløshed de føler. De kan ikke planlægge fremtiden, de kan ikke hjælpe sig selv, de kan ikke hjælpe deres børn, håbet svinder. Mange har været i Grækenland både 4 og 5 år – nogle længere tid. ”Vi lever ikke et liv her – vi holder os bare i live – og det er alt” (Safiya fra Afghanistan). Bogen er en forstemmende beretning om tusindvis af fordrevne menneskers skæbne og vores fælles svigt i forhold til at give dem tilværelsen tilbage. Der er en kæmpe kløft mellem på den ene side de politiske beslutninger i EUs medlemslande og på den anden side vores internationale forpligtelser. Der er en kæmpe kløft mellem vores erklærede respekt for det enkelte menneskes værdighed og så vores behandling af de strandede flygtninge i Grækenland. Beretningen om ”En græsk tragedie” er vigtig. Vi må ikke lukke øjnene for konsekvensen af vores handlinger, vi må ikke tabe den enkelte skæbne af syne, og vi må ikke miste evnen til at sætte os i de fordrevnes sted. Man kan håbe, at bogens beretninger kan få os til at genopdage vores fælles ansvar, og man kan håbe, at den positive modtagelse, vi giver de ukrainske flygtninge, kan bidrage til, at vi erkender, hvor vigtigt det er, at vi handler i fællesskab og solidaritet. Gør vi det, så er Angela Merkels ord gyldige: ”Wir schaffen das, und dort, wo uns etwas im Wege steht, muss es überwunden werden, muss daran gearbeitet werden”.

Andreas Kamm, tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp