meget tæt op af samtidens 2 store ånds-personligheder: Danske Martinus og Østrig-ungarske Dr. Rudolf Steiner.

Hans vej til sine 12 helbredere og andre blomster remedier gik over vaccine princippet og den klassiske homøopati. Han benyttede det homøopatiske princip ”lige helbreder lige” i sine metoder til at finde helbredende midler.

Som det skete med Hahnemanns personlige udvikling, nåede Dr. Bach ligeledes frem til, at i alt væsentligt var det i det sjælelige-personlige, at oprindelsen til sygdomme i virkeligheden skulle findes. Her stemmer hans erkendelser igen helt overens med nutidens Rosenkreuzer strømning.

Helt grundlæggende for Dr. Bachs blomsterremedier er, at de har til formål at fjerne en blokering (ufuldkommenhed) mellem sjæl (åndeligt jeg) og personlighed, således at personligheden (astrallegemet og æterlegemet), gennem indtagelse af remedierne, igen kan blive ledet af sjælen, så den mentale forvandling af ufuldkommenheder kan træde i stedet for den fysiske sygdom, og at ufuldkommenheden nu kan fjernes, således at personligheden benytter sine kræfter på erkendelse i stedet for at bekæmpe sygdom. Sygdom bliver således et udtryk for manglende erkendelse og manglende praktisering i livet i overensstemmelse med erkendelsen. I åndsvidenskaben siges det samme, men med den tilføjelse, at sjælen efter døden vil gøre den fornødne erkendelse gennem de åndskræfter, som sjælen har udviklet i kampen mod sygdommen. Erkendelse kan således gøres med bevidstheden eller gennem kampen mod sygdom. Efter dødens indtræden er resultatet det samme. Kun manglende kamp mod sygdommen kan forhindre dette, f.eks. ved blokering af symptomerne.