og kritiske digte, [2] tre frenetiske, aggressive og hastige langdigte, [3] en række mere søgende og overvejende digte.

Mads Mygind skriver hverken op eller ned, men ligeud i én strøm, hele tiden i bevægelse, fra forskellige positioner og udsagn. Det meste kan prøves af her, transformeres og opløses i sig selv – et ”nomadisk centrum”. Ind imellem er der ophold ved poetiske billeder, en tøvende eftertænksomhed, og så af sted igen. Et aspekt som tilsvarende gør sig gældende i den lydlige side af sagen. Der er tempo, til tider pågående og hektisk, ophold i gentagelser og punkterende linjebrud, men afgjort en særlig lydlig bevidsthed, en rytme og en klang, som inkorporerer et lydbillede fra den konkrete samtidige omverden. Digtsamlingen som hele kredser om tre spor (og det imellem); et politisk (kritisk), et poetisk (sprogreflekterende), et privat (personligt).