Elevatoren stoppede efter femten sekunder med et stort ryk. Jeg mærkede instinktivt væggene trække sig sammen omkring mig. Der var en alarmknap, som jeg trykkede på med maniske bevægelser. Intet skete. Jeg trykkede igen, vel vidende at min sidste time nok var kommet. Jeg var i gang med at skrive mentale afskedsbreve til mine venner og min familie, da jeg hørte en stemme. Han lød fransk og sur. Der gik et par minutter, før der skete noget yderligere. Jeg havde sat mig på gulvet og havde ladet min angstsved løbe i frit fald ned fra min pande, da jeg hørte lyde oven på elevatoren. Pludselig blev der åbnet en låge i loftet, og der kom en stige ned i kabinen, efterfulgt af et mandehoved. Jeg begyndte at klatre op ad stigen. Det var svært, for udover at jeg var megafuld, havde jeg også højdeskræk, så det var en fornøjelig affære at komme ud af elevatoren. Endnu mere fornøjeligt at blive fragtet op i en bygning, siddende på taget af en elevator. Jeg blev sat af på anden sal og småløb op på fjerde sal, satte nøglen i døren og kastede mig ind på min seng. Heldigvis skulle jeg allerede op om tre timer.   

 I Danmark er det lettere at skulle forholde sig til en nedbrudt rygsøjle end til et nedbrudt sind. Det er lettere at skulle melde sig syg, når man har ondt i ryggen, end når man har ondt i sjælen. Det er lettere at skulle forklare, at man får piller for blodtrykket end for angsten. Der hersker med andre ord en del tabuer omkring psykisk sygdom, og så længe disse tabuer ikke er nedbrudt, har forfatteren valgt at være anonym. Forfatteren har også skrevet bøgerne Mine humørsvingninger og jeg – et liv med bipolar lidelse og Porcelænsdreng – digte om bipolar lidelse.