Hun kunne høre morfars gamle pendulur på væggen slå. Så knælede hun ved siden af stolen, lagde hænderne på det grønne skindarmlæn og sagde: – Det var jo bare noget, jeg fandt på, mor. Morens ansigt var forstenet i et par minutter. Beate turde ikke røre sig. Så begyndte der at komme liv i morens ansigt, blegheden forsvandt, og den rødlige farve kom frem i kinderne, huden begyndte at stramme til, dybe panderynker og sammenknebne øjne. 

– Hvor kunne du? Hun skubbede Beates hænder væk fra stolen og rejste sig. – Hvordan kunne du finde på det? 

Beate lå stadig på knæ, på det hårde beigenistrede gulvtæppe. – I var jo efter mig begge to, jeg kunne ikke holde til det. 

– Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg skulle få så modbydelig en datter. Hun gik ud af stuen og ind i soveværelset, hvor hun lukkede døren. Næste dag havde Søren overfaldet Beate.