Med let hånd om det svære

Pia Juul er aktuel med to bøger: en digtsamling og en opsamling. Førstnævnte er bedst.

Udmattet af at sukke

Juulspind. Forgæves, men poetisk lykkeligt, forsøger Pia Juul i sin nye digtsamling at nynne sig hinsides altings nagende forgængelighed og forkludrethed og forbryderiskhed.

Digte gjort af samme stof som Thelonious Monks klaverspil

Selvom »Forbi« ikke hører til forfatterskabets mest markante bøger, så fastholder kombinationen af skævhed, præcision og flertydighed i mange af de poetiske anslag alligevel fascinationskraften.

Vi hænger sammen

Pia Juuls nye digte kan æstetisk ikke måle sig med hendes største bedrifter. Men eksistentielt føles de hamrende væsentlige Med sin nye digtsamling bringer Pia Juul os ned i et lag af alvor, som de fleste af os rummer, men som de færreste opholder sig i ret længe ad gangen

FORBI

Digtene indeholder på én gang alvor og kulsort humor. Fortællingen samler sig i forsøget på at bevæge sig forbi noget og insisterer på, at det hele hænger sammen.

Meditationer over ordet forbi

Ordet ”forbi” har flere betydninger. Det kan betyde, at man passerer nogen eller noget, at man suser, glider, går forbi. Det kan også betyde, at man er på kortvarigt eller uforpligtende visit, at man ”stikker næsen forbi”. Og så kan det betyde, at noget ikke længere er i gang, at det er overstået og til ende, at det er forbi. Denne ordets flertydighed behandler Pia Juul med overbevisende ynde i sin seneste digtsamling Forbi, som, må jeg tilstå, appellerer kraftigt til et ømtåleligt følelsesregister. Forvirrede og fortvivlede bliver vi mindet om altings forgængelighed og tvunget til at reflektere over, hvordan vi genopbygger tro og tillid, når først vi har erfaret tab.