Hvis man tænker Gud med som skabelsesmagten i det givne menneskeliv, må Gud også tænkes med i den anden ende ved livets afslutning og tilintetgørelse. Også i tilintetgørelsen er Gud til stede som den Skaber, der har magt til at genoprette alt i sit rige. Ellers er den ubetingede tilgivelse af mig, som kom til orde i Jesu forkyndelse, intet andet end en bagatellisering af den nød og elendighed, som jeg ved min kulturelle og politiske virksomhed har bragt over andre. Jesu betingelsesløse tilgivelse giver kun mening på baggrund af hans forventning om Guds riges forestående komme. Hvis ikke denne eskatologiske horisont er tænkt med, bliver det kristne budskab meningsløst, fordi gudsbegrebet mister sit indhold.