En hel generations tavshed overfor Hitlers menneskeforagtende regime fremstår som en uhyre tragedie. Den forfærdelige opvågnen efter krigen hænger sammen med, at et gigantisk bedrageri ikke var blevet erkendt i tide, at man tilhørte det folk, der var blevet lagt i koma af en galning og dennes lakajer. Jeg selv var 18 år, da urhyrligheden stoppede. Jeg har aldrig fortrængt det. Men året 1945 var også præget af en befriende lykkefølelse ved den nye start oven på ruindyngerne, der bar hovmodighedsprædikatet "et folk, et rige, en fører". Nu,  75 år efter undergangen, de det blevet hjerteanliggende for at at aflægge vidnesbyrd.