genre, hvor forfattere reflekterer med udgangspunkt i egen praksis. Samtidig har de ofte store ambitioner – ikke blot på egne, men på hele litteraturens vegne. Fra tanken om at poesien skal hele Europa efter 2. verdenskrigs rædsler over en opfattelse af sprogkunsten som det sted, hvor vi som mennesker kan opleve, at vi eksisterer, til idealer om en dialogisk litteratur, der fuldstændig udsletter sin afsenders identitet.

Bogen fortæller for første gang historien om genrens tilblivelse og udvikling i Danmark gennem de seneste 70 år, hvor forfattere som Paul la Cour, Per Højholt, Pia Tafdrup, Kirsten Hammann, Amalie Smith, Mikkel Thykier og mange flere har udgivet værker, der på vidt forskellige måder tager livtag med litteraturens kvaliteter og formål. På tværs af periodens strømninger indgår disse værker i en dialog, der løber frem til i dag – og utvivlsomt vil fortsætte.