+ Læs mere
Berlingske
Vi er stødt på 3 anmeldelser af bogen "Fornuftens skæbne" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Grænser for rationalitet
Filosoffen Kai Sørlander er altid værd at læse. Han tænker fornuftigt og logisk stringent, men også alment vedkommende, og der er altid vigtige ting på spil i hans bøger. Således også i denne bog om hvordan multikulturalisme, moralisme, autoritære samfundsmodeller og ikke mindst kulturrelativisme er fjender af fornuftig, rationel tænkning. Forfatterens kritik af relativistisk tænkning forekommer dog ikke helt gennemgribende, og det virker ikke helt rimeligt på denne anmelder at hæve Vestens rationalisme og sekularisme som den eneste lyksaliggørende måde at leve på. [Kort referat]
Fornuftens tro ridder
Filosoffen Kai Sørlander sætter kristendommen som 'en forudsætning for udviklingen af demokratiets politiske lighedsideal.' Det standpunkt forsvarer han med en kølig rationalisme, der gør ham 'svær for nyateisterne at feje af banen som en obskur mørkemand fra de, oh rædsel, troendes klub.' Tværtimod er hans 'argumentation så knastør, konsistent og rationel, at det får nyateister som Hitchens og Dawkins til at fremstå som de rene emotionelle dramaqueens.' I denne bog videreudvikler han den dystre kritik han har fremført igennem det seneste årti og 'advarer om de farer, der truer forude, hvis vi fortsætter ud ad det gamle multikulturelle, åbne grænser-spor.' Bedst er bogen, når forfatteren bliver på den banehalvdel, og knap så god når han – 'for at give læseren et ambitiøst totalperspektiv på historien − insisterer på at bidrage til debatten om klimaet, moderne kunst og finanskrise.' [Kort referat]
Ambitiøs tro på fornuften
Kai Sørlander er en original tænker, som i denne ambitiøse bog om europæisk kultur leverer 'et forfriskende indspark i samfundsdebatten.' Med rationelle argumenter forsøgerhan at fremstille den europæiske civilisation som den eneste universelle kultur og hovedfjenderne som islam og asylpolitikken. Desværre er Sørlander ikke særlig klar i spyttet, når han præsenterer sine mellemregninger, og det står ikke klart hvorfor hans konklusioner skulle være mere rationelt begrundede end de konklusioner, der fører til en anden politik, end den forfatteren anviser. [Kort referat]
