Om der var en, som glemte forordet og forelskelsen og i stedet sprang lige ud i praktikaliteterne og over den sjælelige søde foruroligelse, er det svært at afgøre, men åbenbart er ægteskab og forfatterskab uforenlige størrelse, hvad den gode Nicolaus bliver bekendt med, og hvad Søren Kierkegaard formentlig hurtigt har erkendt. Han blev tilsyneladende mere og mere klar over, at han ikke både kunne leve med ægteskabet og de forpligtelser det indebar, hvis han også skulle forpligte sig på Gud, som var hans grundliggende fundament og tillige sin digtning, så mere end nogen anden var han klar over, at det var et valg i form af et enten-eller, som han måtte tage på sig,