De ord som strømmer ud her på papiret er en bæk som strides med omgivelserne, der er mig. De ændrer på omgivelserne, omformulerer omgivelserne fordi de ustandselig møder modstand. Omgivelserne må vige for disse ord. Må bøje sig, må flytte sig, må lade sig afslibe af disse ord og til sidst vil de have rettet sig ind, så der opstår en balance mellem mig og ordene. – Det er ikke sket endnu. Men bækken bryder frem og bryder ned, og disse ord bryder også frem og ned. Til stadighed arbejder de i mig som et kildevæld, der hele tiden søger at bane sig vej. At udtale sig om tilstanden når ordene ikke længere møde nogen modstand er vanskeligt. Når ordene endelig har fundet deres plads, så ændrer de ikke på omgivelserne længere, men reflekterer omgivelserne. Så er ordene og omgivelserne eet. Så er det der bliver set, og det der bliver sagt, det samme. Så er der samklang. Ordene bliver ikke selvstændige væsner, men alligevel en slags selvstændige væsner, fordi de reflekterer et selvstændigt væsen absolut. De bliver væsnets stemme. I sig selv har ord ingen betydning. De er blot streger. Tomme. Uden mening. Der må være lyttekvalietet over ordudtalelsen for at den skal have mening.