dilemmaer. Det må vi gøre, for det er dem, vi prøver at løse hver eneste dag.

Det kan være lettere i eventyrets magi, at se hvor grænsen går imellem illusion og realitet, end det er i det virkelige liv. Den urimelige despot, den umådelige teknik, og den uhyrlige løgn er tydelig i eventyrets barokke parodi. Men i livet, er det største tit det sværeste at indse, netop fordi det er blevet så stort, at man jo må tro det. Eventyr kurerer storhedsangst. Derfor rejser børn og voksne sammen dertil, hvor drømmen kan give forståelsen vinger, for vi har brug for det vingefang skrønerne kan låne os, indtil vi sammen må grine tåbelighederne væk, der hvor de ikke hører hjemme.

Kunsteventyret låner form fra folkeeventyret, men begge slags eventyr låner stof fra livet. Og det er det vigtigste, for så kan vi pakke vor tids realisme ind i genren for det eventyrlige, hvor alt er muligt, og hvor både løgn og latin er tilladt, når bare det ender godt.

Eventyret blæser os kys af kærlig, ærlig og særlig, der falder som svævefly af tidernes støv.