både forvandlet og befæstet i Gérard Genettes skelsættende fortælleteori. Denne bogs kritiske næranalyse af Genettes "Discours du récit" (1972) og "Nouveau discours du récit" (1983) viser, hvordan den franske teoretiker løser og forenkler en række centrale problemer i traditionel fortælleteori. Især med termen fokalisering leverer han et redskab til analyse af de måder, hvorpå den fortalte verdens synsvinkler arbejder i fortællende tekster. Men fokaliseringsbegrebet viser sig også at være det punkt, hvorudfra nye teorier må fortsætte. "Fortællefiktionen" udpeger og diskuterer de vigtigste nye spørgsmål: Hvordan ved vi, at det er fortælleren og ikke forfatteren, der anvender fokalisering? Er det egentlig sikkert, at alle tekster har en fortæller? Og hvad betyder det for tekstens karakter af fiktion?