og afgørende. Til trods for at digtene spreder sig frem for at samle sig, er Haves karakteristiske stemme og føring en opmærksom gestus til læseren. Nye læsere kan stå på her. Gamle læsere kan finde nye spor.

Henrik Have stiller i digtsamlingen spørgsmål ved den kulturelle erindring og vores sproglige greb om verdenen, samt de værdier dette implicerer. Det tyvende århundredes undtagelsestilstand over dem alle, Holocaust, står som tidligere centralt for Haves digtning. Kulturel identitet og kollektiv erindring kortlægges, genforhandles og problematiseres konsekvent gennem Haves værk. Men ikke alene gennem et historisk perspektiv; samtiden inkluderes og paralleliseres gennem en tilsvarende kritik af statens orkestrering af magt og den kontrol, som griber ind i det enkelte menneske livsform.

Det dystre Holocaust-motiv lader dog ikke bogen stå sort hen. Kaosset står lystfuldt frem i et sprogligt, barokt overskud med ordspil og en kynisk humor, som har sine paralleller i den jødiske kultur og mystik.