FotomarathonHavanna de Cubaredigeret af Jens Bertelsen

I juni 2003 rejste et studiehold fra Kunstakademiets Arkitektskole til Cuba. Med sig havde de hver 2 engangskameraer, der skulle bruges til et fotomarathon – et kamera til sig selv og et til en cubansk kunstner eller arkitekt.Bogens billeder er et ekstrakt af ca. 900 billeder, og fremstår som en ordløs billedfortælling, indledt med et citat fra Pablo Nerudas “Jeg bekender, jeg har levet – Erindringer”.Studieturen og dens fotomarathon var arrangeret af The Ludwig Foundation of Cuba ved Helmo Hernandez og i samarbejde med projektkoordinator Francesco Ippolito.Studieturen blev støttet af Pernod Ricard Denmark A/S og Ny Carlsberg Fondet.Bogen er produceret med støtte fra Margot og Thorvald Dreyers Fond.KunstakademietAt se er arkitekters hovedformål med at rejse ud i verden, og sådan har det været siden Det kongelige danske Skildre-, Bildhugger- og Bygnings-Academie blev oprettet i 1754. Skolen var fælles for de tre kunstarter og fælles var ligeledes at de bedste kunstnere efter endt uddannelse kunne deltage i konkurrencer om små og store guldmedaljer inden for hvert fag. Den store guldmedalje udløste et seksårigt stipendium med rejser og ophold betalt for tre år i Paris og tre år i Rom. Kunstnerne skulle sende beretninger hjem på fransk eftersom akademiets første direktør var franskmand og arkitekt, Nicolas-Henri Jardin.I moderne tid er de individuelle rejser afløst af grupperejser, hvor studiehold rejser rundt i verden og ser og oplever, hvad de nu finder interessant at se og opleve. For arkitekterne som regel til verdens arkitektoniske hovedværker eller til særlige steder med inspirerende kvaliteter – formmæssigt, socialt, politisk eller hvad akademiet og de studerende nu går op i på det pågældende tidspunkt.Studieturen i juni 2003 indeholdt derfor et samarbejdsprojekt, et fotomarathon, der blev afviklet i løbet af de ti dage, turen varede. 18 engangskameraer blev uddelt til cubanske kunstnere og arkitekter og 21 danske studerende havde hver et engangskamera med. 23 af kameraernes billeder skulle besvare eller fortolke følgende emner i den nævnte rækkefølge: lys/mørk, åbning, smuk, grim, ude/inde, sandhed, feminin, maskulin, steder at mødes, transport, overflader, filter, religion, rød og en anden farve, hård/blød, materialer, dollars, pesos, familie, cubansk, krop, uniform.På forhånd var fotoprojektets idé at illustrere, hvordan cubanere og danskere har forskellig opfattelse af forhold som de 23 emner repræsenterer. Under sorteringsarbejdet gik denne forudindtagethed i opløsning og lighederne blev tydeligere end forskellene. “Forfatternavnene” forsvandt og af bogens billeder er godt det halve taget af cubanere, og resten er taget af de danske studerende.The Ludwig Foundation of CubaThe Ludwig Foundation of Cuba er en non-government-kunstinstitution i Havanna, oprettet 1995 og sponsoreret af den tyske kunstmæcen og chokoladefabrikant Peter Ludwig (1925-1996).Institutionen har til formål at afholde og udvikle samarbejds- og udvekslingsprojekter med enkeltkunstnere eller institutioner uden for Cuba. Kort fortalt at give udenlandske kunstnere mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige kunstarter på Cuba, og give cubanske kunstnere ny inspiration og nye muligheder for at udvikle deres kunst på Cuba.Et tabt paradis?“Kunsten skal ikke fortælle os, at vi sulter. Den skal fortælle os, hvad der sker med sjælen, når vi sulter,” siger den cubanske forfatter og kritiker Graziella Pogolotti.Problemstillingen er aktuel i et samfund, hvor hverdagens problemer og besværligheder og simple ting som at få mad på bordet kan fylde så stor en del af dagen, at der ikke er overskud til at tænke længere end det. At sulte – både fysisk og mentalt – resulterer ikke automatisk i livskraftige håb og drømme.Cuba ligner på overfladen et paradisisk eventyr og kan som sådan også illuminere øjeblikket. Men er Cuba et tabt paradis?Den længerevarende sult, der er den cubanske hverdag, har tendens til at monumentalisere sig. “De gamle samfund sørgede for at mindet, livets substitut, blev evigt, at i det mindste den ting der talte om Døden selv var udødelig: Det var Monumentet.Men vore moderne samfund har givet afkald på Monumentet i og med det har gjort Fotografiet (det forgængelige) til det almindelige og så at sige naturlige vidne om ‘det der har været’.” Sådan skriver den franske skribent Roland Barthes i Det lyse kammer(1983).Det fastholdte og monumentaliserede øjeblik er naturligvis ikke ensbetydende med et lykkeligt øjeblik. Fotografiets evne til at registrere selv det grusomste – nøgternt og koldt – kan derfor give fotografiet status som modbillede. Vores opfattelse af “det der har været” rubriceres i et “før” fotografiet fastholdt det grusomme øjeblik, og et “efter”. I bedste fald får fotografiet virkning som et “omvendebillede” … efter billedet ser verden og mulighederne anderledes ud.På Cuba er fotografiet, kunstvideoen og filmen i disse år blevet en aktuel og effektiv bærer af erkendelsen og erindringen og forståelsen, et “omvendebillede”. Det paradisiske eventyr er kun tabt, hvis man for altid har opgivet at få det igen.