Under normale omstændigheder ville jeg ikke kunne forrette min nødtørft, når andre var til stede. Men jeg var nu så trængende, at det slet ikke blev noget problem. Min svigerinde rakte mig en lille kande med vand, som hun havde gemt under sit sjal. Jeg forstod nu, at det måtte være deres toiletpapir. Jeg skyllede mig bagi og levnede lidt vand til at skylle fingrene i. Solen gjorde det ud for håndklæde, og turen gik nu tilbage til huset igen. Disse toiletbesøg blev en daglig rutine, som min datter og jeg fandt os til rette med. Det var bare med at gå, før man blev trængende. Så det passede med tiden, når vi nåede ”vores træ”, som vi kaldte vores toiletsted. Og fantastisk nok var vore efterladenskaber borte næste dag. Det sørgede naturen for. Det eneste problem var, at det var svært at blive alene. Vi havde altid en hale af nysgerrige børn efter os. Vi fik hurtigt lært at sige ”Dafau”, som betyder forsvind.