i oprindelseslandet først undersøger om det er muligt at placere barnet hos familie eller til indenlandsk adoption. Først derefter kan det blive aktuelt med international adoption.

Bogen tager også det adopterede barns separationsangst, noget som alle adopterede børn har tilfælles fordi de allerede har været igennem flere adskillelser i deres korte liv. De har mistet de biologiske forældre og det vil de altid bære med indeni sig, uanset om de var en uge eller syv år, da de blev adopteret. Adskillelsen kan føre til at barnet har svært ved at sove om aftenen fordi det ikke kan "stole på" at forældrene virkelig stadig er der, når det vågner igen. Regression, at barnet adfærdsmæssigt går tilbage i alder er helle ikke usædvanligt.

Den måske interessanteste del af bogen, og samtidig den mest kontroversielle, handler om kurrer på tråden imellem forældre og pædagoger. Psykolog og psykoterapeut Lotta Landerholm bliver i bogen spurgt om hvad der er vigtigst for at mødet imellem adoptivforældre, pædagoger og adopterede skal lykkes i børnehaven.
- Det vigtigste for pædagogerne er at forstå adoptivforældrenes særlige situation. Det er dem, man skal kunne samarbejde med omkring barnet. Og det vigtigste for forældrene er måske at forstå at de faktisk kan være ret besværlige og risikerer at sætte sig på pædagogerne med al deres viden om adoption, siger hun.

Annabel Ronnehed, som også medvirker i bogen mener at have bemærket at en del pædagoger synes at adoptivforældre er alt for overbeskyttende.
- Men overbeskyttende er jo netop hvad de skal være. De skal være barnets et og alt de første år efter adoptionen, så barnet virkelig kan knytte sig til dem. Så er det bedre at være for overbeskyttende og for eksempel gå længe hjemme sammen med barnet end at slippe det ud for tidligt. Men det kan være svært at forstå, hvis man ikke kender nok til adoption.
Fra børnehjem til børnehave burde være en obligatorisk bog for personalet i børnehaver og på pædagogseminarerne, men også for dem, som har adopteret