om Sønderjylland komme frem; thi vi kan næppe tænke os en varig fred og i hvert fald ikke indrømme, at de små folk har fået deres ret, uden at dette spørgsmål får en løsning, der stemmer bedre med paragraf 5 i Pragfreden af 1866 end med Wienfreden i 1864.”

Hans Rosendal ser på det sønderjyske spørgsmål i lyset af første verdenskrig, der ved bogens udgivelse i 1918 lakkede mod enden. I sit essay argumenterer han for, at det nu må være sønderjydernes tur til selv at bestemme, om de vil være en del af Danmark eller Tyskland. Essayet giver et interessant indblik i folkestemningen omkring det sønderjyske spørgsmål og grænsestriden lige op til genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark den 15. juni 1920.

Hans Rosendal (1839-1921) var dansk højskoleforstander og forfatter. Barndomshjemmet i Vejle var præget af kristen åndelighed og kultur og efter sin skolelærereksamen blev Rosendal lærer ved Grundtvigs Højskole i Marielyst. Gennem venskabet med jurist og politiker Orla Lehmann blev han præget af de Nationalliberale, som ønskede en fri forfatning og en genforening af Sønderjylland og Danmark. I 1867 oprettede Rosendal en ny højskole i Vinding tæt ved hans barndoms by Vejle og fungerede som forstander der frem til 1892, hvor han overtog ledelsen af Grundvigs Højskole. Rosendal skrev en lang række artikler og historiske skrifter om især folkehøjskolebevægelsen, men også om bl.a. Sønderjyllands historie.