– en tænkende én af slagsen vel at mærke. Fra Simons inderside møder vi med alvor, ironi og humor sygdommen fra dag ét, hospitalssystemet og en lang vej tilbage til et helt menneske … eller næsten. Jeg ser i spejlet og ser mig selv sidde dér i en rullestol med en cykelhjelm på hovedet. Er det mig? Det er så surrealistisk. Hvad sker der lige i mit liv?  Min venstre kind og mundvig føles slap og mærkelig. Hvis jeg prøver at trække mundvigene op i et smil, ser jeg noget mærkelig ud. Men det er også fuldstændigt ligegyldigt, om jeg kan smile eller ej. Jeg har ingenting at smile af. Det er det dér med, at halvdelen af min krop er lammet - inklusiv den ene side af ansigtet og vel også øret, som Jeppe så interesseret spurgte til. ’Facialisparese’ hedder det så fint. Jeg er allerede blevet en goddamned rullende medicinsk encyklopædi.