er udpræget dansk, men snarere i familie med de islandske sagaer, han oversatte. Der er noget norrønt, noget groft tilhugget og knapt over disse vers, en egen barsk og uforfærdet tone, som man kan kalde mandig. Men samtidig er der noget drømmende og længselsfuldt over hans digte, og denne spænding skaber et indre, dirrende liv i versene: Og granernes mening er vækst mod det høje og alvorsfuld skuen i stjernernes øje. Jeg ved, vi kan visne og økser kan gjalde, jeg ved, at endogså de stærke kan falde. Men nu er jeg kuet - det stikker i hjertet, så aldrig en smerte har stærkere smertet.