Bogen er ikke primært en opskrift på, hvordan man skriver, men prøver at gå bag om sproget og forklare hvorfor, dvs. begrunde de ofte indforståede normer for den videnskabelige genre. Leif Becker Jensens centrale pointe er, at hele den videnskabelige arbejdsproces er retorisk bestemt, dvs. at det til syvende og sidst drejer sig om at overbevise en videnskabelig offentlighed, f.eks. lærer og censor eller et forskerfællesskab, om at man har ret i sine påstande ved at følge bestemte normer for argumentation.

Videnskab og videnskabelig retorik er med andre ord to sider af samme sag, og derfor gives først et bud på hvad videnskab er, og hvilke problemer retorikken skal løse. Herefter gennemgås først de elementer, der indgår i den videnskabelige undersøgelse, og derefter – med udgangspunkt i Toulmins argumentationsmodel – de faste normer der skal opfyldes for at en argumentation er videnskabelig. Til sidst diskuteres de frie normer, dvs. de normer der ikke har noget med videnskabelighed at gøre, men som først og fremmest er et spørgsmål om akademisk sprogkultur.

Bogen henvender sig primært til studerende på universiteter og andre højere læreanstalter, men kan også læses af andre, der godt vil have sat ord på den ofte tavse viden, som bestemmer kravene til den videnskabelige genre.