Det er vanvittigt underholdende og vel deler han håndmadder ud til højre og venstre, men indtager selv rollen som antihelt, der gang på gang roder sig ud i noget snavs og må opgive at gøre det godt igen. Scenarierne er kolonihavehuse, snavsede små lejligheder og skumle værtshuse, og de befolkes af personer, som sjældent når dansk litteratur: Fordrukne livsløgnere, brovtende bumser, slagsbrødre, promiskuøse rappenskralder og mænd med falmede skonnerter på underarmen. Man kan ikke skrive sig til at holde ærligt af de mennesker, man skal have været der selv. Det har Claus Pogel. Der er hjerte i hans tekster, der er kæberaslere og romantik, og der er masser af forkerte ord på rette sted. Han skriver til alle dem, som ikke plejer at være fine nok til at være med i en bog.