Frederik 4.
Troskab bind IIaf Lisbeth Weitemeyer

Frederik 4.s liv var spændt ud mellem lidenskab og pligt, og det kom til at præge både hans private liv og arbejdet som enevældig konge i et rige, der var truet på dets eksistens, og hvor katastrofer og store personlige sorger både sled på ham og på hans forhold til Gud.

Han blev ramt af store tragedier med det ulykkelige felttog i Skåne, pesten i København og Københavns brand, de mange døde børn, og ikke mindst var han i overhængende livsfare flere gange, inden han lukkede sine øjne dagen efter sin 59-års fødselsdag.

Frederik 4. var myreflittig i sit embede, men magtede ikke desto mindre at efterlade sig et byggeri, der var på højde med sin oldefar Christian 4.s.

Midt i gemakket stod Anna Sophie, fyrstinde af Slesvig, smuk var hun i sort silkefløjl og juveler, men uden krone. Da alle var samlet, trådte Frederik 4. hen foran hende og gjorde tegn til overhofmarskal Munck, der trådte frem med en rød fløjlspude på sine fremstrakte hænder. På puden lå den krone, der sidst var blevet brugt til dronning Louises kroning i 1699, og nu tog kongen den og satte den på hovedet af Anna Sophie. Han så indgående på hende og sagde med så høj røst, at alle i gemakket kunne høre det: ”Hermed erklærer Vi Eder for dronning af Danmark og Norge. Denne krone giver vi Eders Majestæt af et godt hjerte og ønsker al lykke og velsignelse dertil.”