Da han blev kronet i 1699 stod han foran det umenneskelige arbejde, som han satte sig for at fuldbyrde – det absolutte enevælde. Ambitionen var, at alt skulle gennem kongens private kontor, hvor selv den mindste sag ikke var for lille. Arbejdet blev ikke mindst besværliggjort af, at han stort set intet vidste om statens anliggender og regeringsarbejdet. Straks efter sin kroning udnævnte han greve Conrad Reventlow til storkansler, og han blev en uvurderlig støtte for den unge konge, der takket være sin gode begavelse, forstod sagens alvor og kom til at leve og arbejde for at udfylde sin pligt som konge i tvillingeriget og hertugdømmerne.    

Frederik 4.’s liv var et liv på randen død og kaos og Danmarks undergang. Han skulle navigere gennem 18 års krig med sin svenske fætter, Karl 12. og sit omtumlede privatliv. Men ud og ind af katastrofernes kædedans lykkedes det ham at skabe et omfattende byggeri efter barokkens idealer og dyrke sin store interesse for havekunst.    

Troskab handler om en konge med et stærkt Gudsforhold, der var tro mod sin pligt som konge, arven fra sin far, sit særlige privilegie som enevældig, hvor hans utroskab mod dronning Louise fik sin særlige betydning. I sit forhold til sin anden dronning, Anne Sophie Reventlow, han fandt den modne konges ro.     

I andet bind af Troskab følger vi kongen til livets slutning, hvor han i anger over det levede liv søger ind i pietismen.         

Frederik så på brudeskamlen, der var stillet midt i rummet. Om lidt skulle han afgive et løfte for livet. Om troskab og om at ære sin hustru og leve med hende til døden hentede ham – eller hende. Hvem ville blive den første og kunne han holde det løfte, præsten krævede af ham? Han lod en hånd glide hen over lomme i sin silkeindvævede frakke og mærkede den lille bule. Jo krusefikset var med.    Christian 5. trådte frem mod Peder Jespersen. ”Nu er tiden inde til, at jeg giver kronprins Frederik og prinsesse Louise af Mecklenburg-Güstrow i jeres hænder og i herrens navn, doktor.” Peder Jespersen hilste ærbødigt på kongeparret og de unge og vendte sig mod salen. ”Det er vor konges ønske, at vi sammen synger, I Jesu navn skal al vor gerning ske.” Han trådte til side og sang med høj klar røst med på Johan Friderichsens salme. Frederik var blevet ægtemand og Prinsesse Louise var blevet hustru og Danmark og Norges kronprinsesse. Aftenens og de næste dages festligheder kunne begynde med al den pragt og storhed, som Christian 5. ønskede at fejre sin søns bryllup med.