Men det hjælper sjældent verdens Frederikker at skematisere dem, at veje og måle dem og handle ud fra det. Gennem en håndfuld forskellige fortællinger af den samme grundhistorie viser Gunnar Surland, hvor mange vinkler der er på en sag, og hvor mange faktorer der spiller ind, når det gælder børns trivsel. I stedet for at stemple og stigmatisere dem ud fra deres problematiserede personligheder bør vi som samfund debattere, hvordan vi kan give dem de bedste vilkår. Vi skal huske ikke at fokusere på problemet, men på barnet. Uddrag af bogen: En aften ringede Anne-Louise og fortalte, hun havde været til møde i børnehaven. Hun fortalte, at de havde svært ved at styre ham, og at han let kom op at slås, så de andre var lidt bange for ham. Jeg bad hende om at slappe af: ”Han er bare en helt almindelig dreng.” Vi snakkede om, hvilke problemer vi selv kunne ha’ med ham og blev enige om, at det nok var børnehaven, der havde lidt svært ved at sætte grænser. Jeg sagde: ”Selvfølgelig har de det svært med at skulle holde styr på så mange. Hvis der så er en, der er lidt vild, gør det jo ikke sagen nemmere. Det, jeg syntes er værst, er, hvis de andre børn ikke gider lege med ham, det er eddermame synd.” Det kunne give mig et helt sug i maven at tænke på det Om forfatteren: GUNNAR SURLAND er født i 1953. Han tilbragte det meste af sin barndom og ungdom på døgninstitutioner. Har gennem voksenlivet arbejdet med pædagogik. Han har været leder af daginstitutioner, været beboerrådgiver, leder af PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), pædagogisk konsulent m.v. Alt sammen ud fra devisen om, at det hele tiden kan gøres bedre for børnene og deres familier.