den i øvrigt dedikeret til forfatterens bedstefar, som blandt meget andet var spritsmugler, hvilket han kun nødigt talte om. Således beredt går det over stok og sten, bl.a. med beretninger om den herostratisk berømte (eller berygtede) storsmugler Ernst Bremer og Herthas flak, hvor »lagerskibene« i internationalt farvand kunne være i fred for toldvæsenet og de våde varer omlades og udskibes til de tørstende folk i Danmark, Norge og Sverige, og mens teksten bevæger sig ud og ind i historie og fiktion, er bogen forsynet med autentiske fotografier af steder, fartøjer osv. For de læsere i det nordligste Vendsyssel, der har erindringer om tiden, er der i en vis udstrækning tale om en nøgleroman, eller i hvert fald en fortælling om virkelige mennesker og til dels begivenheder, mens der for andre læsere er tale om et detaljeret indblik i en verden, som man ellers i almindelighed ikke har adgang til. Mange var involveret i smuglerierne, også prominente borgere, hvilket på et tidspunkt fik præsten i Skagen til i en prædiken at nævne, at det ikke altid var Guds bedste børn, der sad på de forreste rækker. Kurt Lundholms bog vil ikke komme til at optræde i de toldhistoriske litteraturoversigter, og det er heller ikke hensigten. Bogen gør det, som forfatteren ønsker: Nemlig at give et tidsbillede og et indblik i en verden, som på den ene side principielt bestod af forbrydere, høje såvel som lave, og som på den anden side ofte er omgærdet af et vist romantisk skær, der bunder sig i opfattelsen af, at smugling jo ikke er en »rigtig« forbrydelse, men dybest set en beskæftigelse, som er om ikke ærværdig så dog forståelig. Måske især i bogens område. Som bekendt, og som det anføres, har (eller vi må hellere sige havde i gamle dage) vendelboerne den opfattelse, at der er langt til Gud i himlen, men længere til København. Det er værd at bruge noget læsetid sammen med Kurt Lundholms bog, hvis handling udspiller sig i den del af landet, hvor moms og skat aldrig rigtigt har slået igennem. Efter sigende.