menneske.

Det var mulighedernes tid. København summede af nyheder fra nær og fjern, så den unge og utilpassede urmagersøn drømte om at komme til Sydhavet og Tahitis varme himmelstrøg. Ud kom han, og via bl.a. Tasmanien nåede han sit mål.

Efter englændernes bombardement af København i 1807 blev Jørgen Jürgensen tilbage i Danmark kaperkaptajn, men havnede snart på et engelsk fangeskib. Indflydelsesrige venner hjalp ham til en hurtig løsladelse, hvorefter han sejlede til Island for at handle. Her så han danskernes undertrykkelse, og han afsatte derfor den regerende danske greve og proklamerede befolkningen fri. Det holdt dog ikke, og Jürgensen blev bragt tilbage til England og smidt i kachotten.

Men på grund af hans evner sendte englænderne ham til Europa for at spionere mod Napoleon. Her oplevede han slaget ved Waterloo, og han spillede alle sine penge op. Tilbage i England blev han kastet i gældsfængsel og dømt til deportation. Han blev dog benådet – endnu en gang på grund af sine forbindelser – stjal indbo fra sin værtinde og blev nu dømt til døden.

Men Jürgensen blev i stedet sendt til – Tasmanien. Her deltog han i udforskning af øens indre, blev endelig frigivet og giftede sig med en kvinde, der til sidst drak sig ihjel.

Jürgensen deltog som politibetjent i den berygtede masseindfangning af Tasmaniens indfødte og efterlod sig en lang række skrifter og bøger fra sit fangenskab og sine mange rejser. Han blev kronvidne til Tasmaniens historie, men i Danmark har man helst villet glemme ham. Han var for vidtløftig, for storslået – måske ligefrem forræder.