tanken om det selvsættende og selvmægtige subjekt, som Heidegger tog stærk afstand til. Heroverfor gøres det gældende, at Heidegger havde ret i en sådan kritik af idealismen, hvis han ved ’idealisme’ forstod Hegels filosofi, men at han i afgørende forstand tog fejl, hvis han også inkluderede tænkere som Jacobi og Schelling. Alternativt argumenteres der i bogen for, at det ikke giver mening at tale om den tyske idealisme – i stedet må man tale om de tyske idealismer – og at Heidegger først og sidst bliver forståelig, når man læser ham i forlængelse af den anden og anti-Hegelianske idealisme, der i bogen betegnes som den fornuftstranscendente. Parallelt hermed gør bogen endvidere gældende, at der med tanken om den fornuftstranscendente idealisme samtidig er blevet identificeret en tradition, et plateau for tanken, som udgør en afgørende men næsten uudnyttet ressource i forhold til at gentænke det, der i bogen fremhæves som et af filosofiens centrale spørgsmål i dag, nemlig hvordan vi nærmere skal forstå forholdet mellem på den ene side menneskets frihed og på den anden side den forståelse, der altid allerede har bestemt jegets orientering i en given situation. Som sådan er det bogens bærende spørgsmål, hvor frit mennesket er som forstående, for er forståelse en hændelse, der bestemmer jeget, eller kan mennesket som frit gribe ind i den forståelsesbevægelse, der altid allerede har grebet det?