dybt anfægtende portræt af familielivet i det første årti af det nye årtusinde. Viddet, det sproglige overskud og det skæve blik på virkeligheden genfinder man i de nye digte, men samlingen rummer også en alvor og en sorgfuldhed i de digte, der kredser om tabet af en nær ven.   Pressen skriver: »Nikolaj Zeuthen har skrevet en digtsamling, som man ikke kan lade være med at holde af. … Zeuthen er en mester i at fange en situation eller en replik fra det daglige liv og vende og dreje den, således at den kaster en masse betydninger af sig, og således at den ovenikøbet bliver hylende morsom. … Nikolaj Zeuthen er en af de digtere, der har en eminent sans for replikker og specifikke sociale situationer på en måde, der ville have glædet den klassiske mester over alle i dette, Herman Bang.« – Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad   »Ikke at gøre det helt store væsen ud af digtningen er en del af Nikolaj Zeuthens poetiske strategi, men mellem selvironien, samfunds-og generationssatiren, den opmærksomme iagttagelse af fænomenerne og en understrøm af let desperation, ikke mindst knyttet til mindet om en afdød ven, finder digteren sin position. Her udfolder han sig med stor sikkerhed.« **** – Jørgen Johansen, Berlingske Tidende  Her er der ikke bare skarphed i digtenes vignetter og små scener, der er også en upåfaldende præcision i sproget … Nikolaj Zeuthens digtsamling er virkelig god, men man kan godt blive trist af at læse den. – Tue Andersen Nexø, Information   »Når »Chip og Chap æder af deres ordforråd«, så synger sproget.« **** – Thomas Bredsforff, Politiken