Frøken Julieet naturalistisk sørgespilaf August Strindberg

Strindbergs mest kendte stykke er Frøken Julie, som er skrevet under et ophold i Danmark. Da stykket kom ud, var det så vovet, at han ikke kunne få det opført i Sverige af svenske skuespillere, men måtte låne nogle lokaler i København for at få premiere på stykket. Den kvindelige hovedrolle fik han sin kone til at spille, stykkets to andre personer blev spillet af danskere.
Stykket udspiller sig i grevens køkken en midsommeraften og nat. Stykket begynder med, at tjeneren Jean og kokkepigen Kristin taler om grevens datter, frøken Julie. Kristin er tydeligt forarget over Julies frigjorte forhold til mænd. Kort efter kommer hun ind i køkkenet og begynder at lægge an på Jean, selvom hun ved, at han egentlig er Kristins uofficielle forlovede. Kristin falder i søvn og bemærker ikke tilnærmelserne. Da hun er gået i seng, begynder Julie og Jean at drikke sammen, og de ender med at dyrke sex på Jeans værelse. Herefter vil de flygte på grund af skammen, men ingen af dem har modet til det. Greven kommer hjem næste morgen. Da Kristin vil have Jean med i kirke for at få syndsforladelse, finder hun ud af, at han har været hende utro. Julie er handlingslammet over sin fars pludselige ankomst og beder Jean om at befale hende til at begå selvmord for at undgå en skandale. Jean gør det modvilligt, og stykket ender med, at Julie som i hypnose går ud og skærer halsen over på sig selv.
Et af de centrale temaer i stykket er kampen om magten mellem Julie og Jean. Det er både en kamp mellem mand/kvinde og mellem herre/slave. I starten af stykket har Julie den absolutte magt over Jean som hans herre, men mod slutningen er rollerne byttet om. I samme forbindelse kunne man se på den magt, som greven har over Julie og Jean. Selvom greven er fraværende under hele stykket, har han en fantastisk magt over de tre medvirkende og er indirekte tilstede på scenen i form af sine sorte støvler.
Et andet stort tema, som diskuteres, er det aristokratiske æreskodeks, som blandt andet tvinger Julie til selvmord. Strindberg udstiller her aristokratiets svagheder og hykleri. Endelig har Strindberg en pointe med en sidehistorie, der fortæller om Julies opvækst, hvor de traditionelle kønsroller var byttet om. Julies mor fik magten på gården, og hun fik mænd til at lave kvindearbejde og omvendt. Resultatet var, at gården gik fallit. Vi ser også i stykket, hvorledes Julie selv er dømt til undergang på grund af sin opvækst. Hendes frigjorte optræden fører ikke andet end død og ulykke med sig, og Strindbergs pointe understreges ved, at han lader hende dø til sidst.
(Forfatterweb)