begrænsninger, brudte forbindelser, skam, angst, vandet der nærmer sig og en kanin, hun ikke kunne elske, trænger sig på. Mens livet nærmer sig sin afslutning, opløses fornemmelsen for, hvem hun er i verden, og hendes bevidsthed glider mellem forskellige versioner af sig selv, naboer hun aldrig har mødt, hendes barn, mennesker fra hendes fortid og figurer fra fjernsynet. Fru s synes, det er svært at skelne. Gennem skriften forbinder hun sig dog omsorgsfuldt til verden. Fra sin lejlighed på sjette sal kan hun observere naboer, der bevæger sig mellem deres biler og hoveddøre. Hun kan leve sig ind i deres liv, og på sikker afstand og alligevel helt nært føle ømhed for dem og forsøge at skabe forbindelser gennem ord på sedler, der uden afsender skubbes ind ad brevsprækker.

Inger Smærup Sørensen spænder sin lavmælt poetiske fortælling ud mellem fru s’ stille observationer, der nedfældes med dirrende håndskrift, og en hård kritik af magtrelationer og undertrykkelse i kunstverdenen. Den poetiske og rå roman balancerer mellem nærvær og afstand og prikker til vores skam og angst for ikke at høre til i et fællesskab. Samtidig giver Inger Smærup Sørensen stemme til de mange, der sidder stille i deres rum og venter – på at blive set, på at forstå sig selv og på at forbinde sig med andre. Derved fremkaldes værdien af de små, sitrende relationer, der opstår, når vi evner at indleve os i og forestille os de andres verdener. På den måde efterlader den læseren med en bevidsthed om, at vi kan findes i verden på mange stilfærdige og betydningsfulde måder.