Da jeg sad i eksprestoget til Paris, tumlede mine tanker rundt. Det var ved at blive en besættelse hos mig, at jeg på den ene side skulle ud af Natashas pengecirkus, og på den anden side ville jeg formøble hendes formue til gavn for mennesker frem for at lade den henstå som en disponibel kasse, jeg kunne muntre mig med. Lydia var igen i mine tanker. Jeg forestillede mig, at hun var i kræftens kvælertag og henslæbte sine sidste dage og timer i mosters skur, og det huede mig ikke. Derfor vaklede jeg mellem, om jeg skulle tage nordpå til Victor, eller om jeg skulle tage et fly østpå og opsøge Lydia. Da jeg ankom til Paris, var jeg kommet til en konklusion.